The Curse of the Holiday

Speciale af Line Myrup Gregersen

Medieret Kommunikation, Aalborg Universitet

Vejleder: Søren Husted

Abstract

The Curse of the Holiday

A model-generating extended essay concerning holiday experiences as the good life.

Titelblad

Feriens Forbandelser. Et modelgenererende speciale omkring ferieoplevelser som det gode liv.

Medieret Kommunikation, Aalborg Universitet

Juni 2011

Antal sider 78.06

Anslag 187.354

Vejleder Søren Husted

______________________________________

Line Myrup Gregersen

Indholdsfortegnelse

Indledning side 9

Motivation side 9

Hypotese side 12

Problemformulering side13

Uddybning af problemformulering side 13
Case VisitNordjylland side 14
Videnskabsteori side 15

Diskursanalyse og socialkonstruktivisme side 15

Diskursanalyse som teori og metode side 18

Diskursivt side 19

Magt og kamp side 20

Individet i diskursanalysen side 21

Ækvivalenssystemer side 22

Supplerende metode side 24

Samfund side 24

Individ side 25

Oplevelsesøkonomi side 26

Oplevelser og identitet side 26

Diskursanalyse side 27

Modelgenerering side 27
Det nutidige samfunds karakteristika side 29

Globalisering side 29

Risiko side 30

Teknologier side 32

Befolkning af selvet side 34

Multifreni side 35

Individet og risiko side 37

Oplevelsesøkonomiens berettigelse side 39

Kommercialisering af den gode oplevelse side 40

Oplevelsessfærer side 42

Oplevelsens emotionelle karakter side 45

Det refleksive niveau side 46

Identitetsbekræftende oplevelser side 47 Oplevelser og social mætning side 48

Persongalleri over interviewpersonerne side 53

Ferie som det gode liv side 55

Pligter side 57

Arbejde side 59

Børn side 62

Ferie med børnene side 64

Opsamling ferie som det gode liv side 68

Social mætning side 68

Ingen planer side 69

Man bør på ferie side 70

Mange valgmuligheder side 71

Oplevelsessfærer side 73

Befolket selv side 75

Oplevelser som gruppekonstituerende side 76

At befolke andre side 79

Kontakt side 80

Opsamling social mætning side 83

Risiko side 83

Mediernes risikodiskurs side 88

Opsamling risiko side 89

Den socialkonstruktivistiske model side 92

Oplevelsesøkonomi side 93
Fremtidsperspektivering side 94
Litteraturliste side 96

Indledning

”Således gør der i megen ferieturisme sig det gældende, at det attraktive ved en rejse ikke blot består i en forandring af geografisk lokalitet, men i lige så høj grad består i den forandring i sindstilstand, som rejsen kan give anledning til, ja måske er forårsaget af et ønske om” (Sørensen (2007), p. 18)
Motivation

Sommerferien skal bestilles! Men hvor skal man starte, når man ønsker at booke en ferie? Skal man søge på internettets utallige sider om netop dette emne? Skal man søge i avisen, som i søndagssektionen lokker i overflod med ferierejser til hele verden? Skal man spørge vennerne over en god flaske vin om deres erfaringer, eller skal man sende en opfordring til kontaktfladen på Facebook om at komme med deres oplevelser? Eller skal man kigge indad og ”mærke efter i maven”, som mange kalder det at finde frem til, hvad man selv gerne vil? Og hvis det er det sidste – hvordan skal maven så mærke for, at det er den rigtige ferie for en selv?

Der findes jo et hav af forskellige ferier: camping-, telt-, hotel-, vandrer-, spa-, cykel-, strand-, sejler-ferie og meget, meget mere. Og så skal det også bestemmes, hvor i verden denne type ferie skal udføres. Holder man ferie under de hjemlige himmelstrøg, eller trækker sydens sol? Det kan også være de nordske fjelde eller den grønlandske indlandsis, der trækker. Og der findes tilbud til det hele. Udbyderne af ferierne råber i munden på hinanden for at få vores opmærksomhed. Det er i høj grad udfordrende at bestemme, hvilken ferie man vil på.
De massive ”beskydninger” mod individet fra alle retninger er efter min mening et billede på, hvordan verden er blevet fyldt med valgmuligheder og krav til individet om tage stilling. I dette tilfælde handler det om ferieoplevelser, men det kunne også dreje sig om fødevarer, fritidsinteresser eller livsledsager. Det gælder for mange af de beslutninger, individet skal træffe, store eller små. Uanset om individet er på udkig efter det eller ej, bliver det konstant præsenteret for alternativer, som lokker med at være endnu bedre, end det individet allerede har.
Min antagelse er, at den sociale beskydning betyder, at ens præferencer bliver sværere og sværere at gennemskue. For hvad er det egentlig, der passer til netop mig? Hvem har jeg lyst til at være sammen med, og hvad har jeg lyst til at spise? Og hvad betyder andre menneskers holdninger for mine valg? Individet bliver præsenteret for så uendelig mange muligheder, at det kan forekomme uoverskueligt at træffe et valg.
Det ovenstående er eksempler på den kompleksitet, som det moderne samfund rummer. Et element i det moderne samfund er turisme, som både dækker over på den ene side efterspørgslen efter ferieoplevelser, individets rejseaktiviteter og på den anden side udbudssiden, som dækker både de erhvervsdrivende og destinationerne. Turisme er med andre ord både en personlig, individuel og social faktor og en økonomisk faktor, der betyder beskæftigelse til mange mennesker og indtægter. Turisme er derfor et element, som har stor indflydelse på både samfundsmæssige og økonomiske faktorer (Sørensen (2007), p. 18). Intentionen med specialet er at stille skarpt på de nogle af de samfundsmæssige og dermed også de menneskelige aspekter ved turisme og oplevelser.

Turismens succes hænger på flere måder sammen med samfundsudviklingen. De første spæde skridt i retningen af en massiv turisme, så man i forbindelse med industrialiseringen, hvor ændringerne tillod mennesket at rejse: der blev en adskillelse af arbejde og fritid, lovgivningen påbød feriedage i flere lande og infrastrukturen tillod længere rejser. Da organiseringen af pakkerejser for alvor gjorde sin indmarch tog turismen fart (Sørensen (2007), p. 19). Det er efter min mening interessant at se nærmere på, hvad individet bestræber sig på at finde, når det tager på ferie. Er det friheden, at sove længe, at møde nye mennesker, at gå lange ture, at være alene, at være sammen med børnene, at udfordre sig selv eller noget helt andet? Og det er i høj grad interessant at se på, hvad oplevelserne betyder for individets identitet. Nogle vil mene, at individet stræber efter det gode liv – også når man tager på ferie. I forhold til det etnologiske begreb ”det gode liv” er det gode liv individuelt, men individet forsøger at udleve et godt liv på baggrund af de vilkår, det har til rådighed i form af økonomi, social og faglig omgang, bolig, familieforhold, arbejde med mere (Højrup (1983)).

Der er som sagt stor konkurrence mellem udbyderne. At være nytænkende var engang det afgørende i forhold til ferieoplevelser. Da Simon Spies i 1956 begyndte at arrangere charterrejser, blev der rystet på hovedet af dette, men inden længe fulgte andre med. Da det ikke længere var spændende blot at ligge på stranden, danse flamenco og spise pattegris i det spanske, skulle markedet udvikles, og det blev det. Udbuddet af ferieoplevelser blev mangfoldige. Man kan i dag tage på safarirejse og stå ansigt til ansigt med løven. Man kan for mange penge se døden i øjnene ved at falde 216 m ned fra verdens højeste bungy jump point Bloukrans Bridge i Sydafrika. Og for dem, der ikke søger det ekstreme, er der mange tilbud om spa-, afslapning-, storby-, shopping-, kultur- og naturoplevelser.

Udbyderne kan altså konkurrere på, hvilken slags ferie kunderne vil have. Men også inden for hver type ferie er der mange om buddet. Ønsker man spaferie med afslapning og forkælelse, kan man finde et hav af udbydere af netop denne type ferie. Så her kræver det også sit at slå igennem, som den kunderne vælger. Hvor mange gange bliver man ikke bombarderet i mailindbakken, på de sociale medier, i avisen, i tv, i radioen med mere om, at der er tilbud på ferien: ”Tag tre nætter betal for to”, ”Få en gratis behandling med i prisen” og så videre. Det er skam meget fristende alt sammen, men den næste annonce indeholder samme tilbud, og efterlader en forvirret kunde.

Der kan stilles spørgsmålstegn ved, om oplevelsesøkonomi er andet og mere end blot en serviceydelse med et andet og finere navn. Nedenstående case skal tjene som eksempel på, hvor hårfin denne grænse kan være.

(TVreklame fra www.momondo.com marts 2011)

Som Momondo-reklamen viser, kan oplevelser bruges til at nytænke budskabet om eksempelvis flyrejser. Momondo anlægger en diskurs, hvor man nytænker ikke mindre end verden. Momondo leverer egentlig en serviceydelse: de sørger for, at individet kan komme ud at flyve til billigst mulige penge. Men med diskursen forsøges ydelse gjort til oplevelser. Markedsføringen kan ses som Momondos forsøg på at skille sig ud fra mængden af flyarrangører, der i stor stil reklamerer på prisen.
Oplevelsesøkonomi kan altså ses som blot et smart markedsføringstricks, der kan få udbydere til at skille sig ud fra mængden. Det er imidlertid en underdrivelse af oplevelsesøkonomien, for tilsyneladende har oplevelser en identitetsdannende indflydelse på individet, når de vækker emotioner i individet. Denne emotionelle påvirkning benytter oplevelsesøkonomien sig af til et afsætningsøkonomisk formål. Det er med andre ord en kombination af biologiske mekanismer og hardcore afsætningsøkonomiske elementer, der udgør oplevelsesøkonomien. Det er det efter min mening interessant at se nærmere på, om det er muligt at forstå individet ud fra en diskursiv tilgang i en afsætningsøkonomisk kontekst som oplevelsesøkonomien. Målet med specialet er at udarbejde en model for forståelsen af individet i den kontekst, hvor det er en socialkonstruktivistisk tilgang, der benyttes. Jeg mener, at man dermed kan tilrettelægge en mere målrettet kommunikation til det nutidige individ, hvor der er fokus på, hvilke magtdiskurser der betragtes som sandheder af individet. Denne nysgerrighed leder frem til følgende hypotese og problemformulering. Problemfeltet er fundet på baggrund af min interesse for dette felt, samt Visitnordjyllands ønske om at få bedre kendskab til målgruppen ”voksne på ferie uden børn”. Visitnordjylland ønsker at få et større kendskab til denne målgruppes ønsker og præferencer. Visitnordjylland bliver beskrevet yderligere i casebeskrivelsen.

Hypotese

Min hypotese er, at udbyderne af oplevelsesøkonomiske diskurser italesætter et behov for oplevelser, som intentionelt skal berige individets liv og identitetsdannelse. Individet stræber i sin identitetsdannelse efter det gode liv, og oplevelser kan ses som en måde at opnå det på.

På den baggrund formuleres følgende problemformulering:

Problemformuleringens opbygning betyder, at specialet er todelt. I første del vil jeg fokusere på de teoretiske aspekter omkring identitetsdannelse og oplevelser. Her vil jeg blandt andet se nærmere på, hvad der karakteriserer det samfund, som individet (interviewpersonerne) lever i, hvilke betydninger har oplevelser for individet, hvilken betydning har oplevelser for identitetsdannelsen, hvordan er oplevelser konstitueret i forhold til det sociale og ud fra hvilke kriterier vælger individet sine oplevelser? Formålet med første del er at se nærmere på nogle samfundstendenser, som tilsyneladende har stor indflydelse på individets identitetsdannelse samt at vise sammenhængen mellem disse samfundstendenser og oplevelsernes påvirkning på individet.

Det vil lede over i anden del, som er en diskursanalyse af empiri, som jeg indsamler hos turister i Nordjylland. Her vil jeg blandt andet se nærmere på, hvad interviewpersonerne beskriver som kendetegnende for oplevelser, der danner rammerne om det, de oplever som det gode liv. Fokus vil være på at undersøge, hvilke behov oplevelser dækker, hvilke magtrelationer der tegner sig i interviewpersonernes diskurs, hvad sociale interaktioner betyder for valget af oplevelser, hvad betyder risiko i forhold til valget af oplevelser, og hvordan forstår individet sig selv og sine oplevelser i forhold til social status?

Ud fra de to dele vil jeg danne en model for, hvordan udbydere kan tilrettelægge en diskursiv verden, hvormed de kan tilgå individet. Det er med andre ord hensigten at forholde den afsætningsøkonomiske tilgang med elementer som markedsføring, indtægter og profit til den socialkonstruktivistiske tilgang med fokus på diskurser, konstruktioner og magtforhold.

Case Visitnordjylland

Visitnordjylland er et regionalt udviklingsselskab, som finansieres gennem blandt andet regioner, kommuner og enkeltvirksomheder i regionen. Visitnordjyllands primære opgave er ”[…] at koordinere og gennemføre markedsførings- og produktudviklingsaktiviteter i deres geografiske områder.”¹ Det er med andre ord Visitnordjyllands opgave at ”sælge” Region Nordjylland, som en god feriedestination. Det sker såvel gennem egne aktiviteter og egen markedsføring som gennem støtte til hele turismeerhvervet i regionen. Visitnordjyllands egen markedsføring har til opgave at dække hele regionens turisme erhverv, mens de enkelte turismeerhverv såsom turismebyer, eventarrangører, overnatningsvirksomheder med mere kan få hjælp fra Visitnordjylland gennem omtale i Visitnordjyllands materiale, fælles annoncer eller lign. Af Visitnordjyllands eget materiale kan blandt andet nævnes hjemmesiden www.visitnordjylland.dk, www.facebook.com/#!/visitnordjylland og magasinerne ”Mit Nordjylland. Alletiders Nordjylland” og ”Mit Nordjylland. Dejlige Nordjylland”.

Visitnordjylland fungerer som den overordnede ”paraply” over den samlede turismeaktivitet i Nordjylland. I forhold til den massive konkurrence mellem turismeudbydere, som blev omtalt i indledning er problemet meget nærværende for Visitnordjylland. Visitnordjylland skal ikke blot gøre en begivenhed eller et sted i Nordjylland spændende i blandt de mange andre tilbud, som individet møder. De skal gøre en hel region, med de forskelligheder en sådan måtte indeholde, til det rejsemål, som individet vælger at tage til. Det er derfor interessant for dem at få et større indblik i, hvad det er der motiverer individet til at vælge en ferie frem for en anden. Problemformuleringen er derfor udformet i en kohærens mellem mine interesser og Visitnordjyllands ønske om at få større indsigt i, hvordan individet italesætter sine oplevelser.

Videnskabsteori

I specialet anlægger jeg en socialkonstruktivistisk tilgang til det videnskabsteoretiske felt. ”Et socialkonstruktivistisk standpunkt mht. et givet fænomen hævder, minimalt, at det pågældende fænomen, som normalt betragtes som ”naturligt” og uafhængigt eksisterende, i virkeligheden er menneskeskabt og bærer aftryk af sin menneskelige oprindelse: Det er formet og præget af menneskelige interesser.” (Collin (2003b), p. 248). Mit udgangspunkt er, at al menneskelig erkendelse er socialt konstrueret. Udgangspunktet er, at virkeligheden er et udtryk for individets måde at kategorisere verden på (Jørgensen (2005), p. 12). Jeg vil se nærmere på, hvordan individer italesætter og efter hvilke vilkår, at de kategoriserer deres oplevelser. Ikke som objektive sandheder, men som udtryk for, hvad individet erkender. Jeg arbejder ud fra, at individets erkendelse ikke er en medfødt faktor, men at den i stedet er udtryk for historiske og kulturelle forankringer, der påvirker individet, ligesom viden om sagsforholdene i verden er sand viden, der er kulturelt og historisk situeret og knyttet til en bestemt kontekst. ”En ’videnssociologi’ må med andre ord ikke kun beskæftige sig med de empiriske forskellige former for ’viden’ i menneskelige samfund, men også med de processer, hvorunder enhver ’videns’-mængde bliver etableret socialt som ’virkelighed’.” (Berger (1999), p. 15). Den socialkonstruktivistiske tilgang, jeg tillægger, er i opposition til den naturvidenskabelige tilgang, hvor hensigten er at opnå beskrivelser af en objektiv viden om virkeligheden.
Diskursteori og socialkonstruktivisme

I det følgende vil jeg belyse den socialkonstruktivistiske tilgang i forhold til det diskursanalytiske felt. Fænomener er ifølge den socialkonstruktivistiske tanke historisk og socialt skabte, og ifølge socialkonstruktivister såsom Michel Foucault, Ernesto Laclau og Chantal Mouffe sker dette gennem diskurser. Ifølge Raffnsøe mm. kan Foucaults arbejde i Les mots et les choses ses som en forlængelse af, at der i det 20. århundredes filosofi kom en drejning imod et lingvistisk synspunkt. Denne drejning kaldes ”The Linguistic Turn” (Raffnsøe (2008), p. 163). Her fokuseres der på, at: ”Erkendelsen er sprogligt struktureret og en virkelighedserkendelse uden om sproget afvises.” (Raffnsøe (2008), p. 163). Det betyder, at sproget ”[…]blive(r) den centrale empiriske genstand, men samtidig genfinder man sprogets struktur i alle de fænomener, som man udforsker.” (Raffnsøe (2008), p. 164). Derfor vælger jeg at anlægge et socialkonstruktivistisk synspunkt, hvor det ikke er det enkelte individ, der er centrum i verden. Jeg mener i stedet, at det er ”[…] liv, socialitet og sprog som strukturer der allerede i sig selv er i stand til at forklare menneskets erkendelse, opførsel og adfærd”. (Raffnsøe (2008), p. 160). Jeg mener med andre ord, at individet skal ses i forhold til sociale konstruktioner, som konstrueres af diskurser i samfundet.

Socialkonstruktivisme ”[…] betoner de samfundsmæssige fænomeners praksis- og fortolkningsafhængige, sproglige, diskursive karakter.” ( Fuglsang (2009), p. 349). Jeg mener derfor, at den diskursive metode er meget relevant i forhold til specialets socialkonstruktivistiske tilgang. Der er sket en ændring i synet på individet i human- og samfundsvidenskaben. Individsynet har ændret sig fra objekt til subjekt. ”De nye humanvidenskaber skaber det menneske, de handler om; mennesket som subjekt opstår først i det øjeblik, det tænker (på) sig selv som subjekt.” (Collin (2003a), p. 84). Det er altså gennem viden (-skab), at individet og virkeligheden skabes. ”Hvis viden om verden er opbygget på grundlag af iagttagelser, således som det fremgår af videnskaben, hvorfor skulle den menneskelige adfærd så ikke også i det store og hele være et resultat af ydre input.” (Gergen (2006), p. 65). Viden (-skab) kan derfor ses som artikulation. ”Diskursteorien påstår derfor, at vidensproduktion er afhængig af en diskursiv afgrænsning samt skabelsen af et meningssystem, der kan artikulere en viden om objekter og relationer.” (Fuglsang (2009), p. 398). Den socialkonstruktivistiske pointe, om at alt er diskursive konstruktioner, bliver ofte kritiseret for at være relativisme². Det er imidlertid ikke korrekt, da de forskellige artikulationer kan vurderes individuelt. Det foregår imidlertid inde fra den givne diskurs. ”Det er ikke muligt at træde ud af en specifik diskurs og give en universel vurdering af forskellige teorier.” (Fuglsang (2009), p. 398). Det betyder for mit videnskabelige arbejde, at jeg er til stede i og medskaber af diskurserne, som jeg vil analysere på. Det gør dog ikke mine analytiske betragtninger mindre videnskabelige. Analyse af problemstillingen bliver dermed også en diskursiv konstruktion, som forholder sig til den diskurs som den findes indenfor. ”Diskursanalysen afviser ikke sandhedsbegrebet, men den internaliserer det i diskurser: Sandhed er ikke noget, der er (derude), det er noget, der skabes (indefra).” (Fuglsang (2009), p. 399).
”I den diskursive beskrivelse beskæftiger man sig altså med en række allerede foreliggende sproglige ytringer idet man sætter dem i relation til hinanden på forskellige måder indtil det bliver muligt at genkende et overordnet mønster i disse ytringer.” (Raffnsøe (2008), p. 184) Diskursanalyse er dermed at se på ytringer, der har fundet sted og derigennem finde et mønster i disse ytringer. Hvis det er muligt at finde et mønster deri, som er regelmæssigt, er det, hvad Foucault kalder ”diskursive formationer”. Ved diskursive formationer forstås, at der er dannet system i udsagnene.

Den socialkonstruktivistiske tilgang gør det muligt at se mønstre i en mangfoldighed af udsagn, der opstår i forbindelse med oplevelser. Den er derfor interessant for specialets undersøgelsesfelt. ”[…] (Oplevelser) udspringer som følge af vores sociale udveksling og omgang med genstandsverdenen […]” (Jantzen (2007a), p. 202). I nærværende speciale ser jeg på, hvilke diskurser, udsagnene der italesættes om ferieoplevelser, indskriver sig i. Jeg arbejder ud fra, at: ”…sociale institutioner er socialt konstruerede i den betydning, at det er i gennem en række sociale aktioner eller handlinger, at institutioner er blevet opbygget.” (Wenneberg (2010), p. 15). Oplevelser ses som en social institution. Inden for oplevelsesinstitutionen findes forskellige modstridende men også samstemmende diskurser. Det er min påstand, at det er socialt accepteret, at oplevelser bidrager til, hvad individet betegner som det gode ferieliv. Inden for oplevelsesinstitutionen vælger jeg at tage fat i diskurser omkring ferieoplevelser og turisme. Ferieoplevelser og turisme er ligesom oplevelser sociale konstruktioner. Det er her min påstand, at turisme er vigtig i forhold til ens position i det sociale felt. Det betyder noget i forhold til, hvordan individet konstruerer sin identitet i forhold til andre mennesker.

Metodiske overvejelser

Som beskrevet i indledningen har specialet udgangspunkt i en nysgerrighed omkring kohærens mellem identitet og oplevelser. Ud fra denne nysgerrighed har jeg fundet frem til en case i samarbejde med Visitnordjylland, som ønsker en større indsigt i, hvad der motiverer individet til at søge de oplevelser, som det gør. Til det formål vil jeg benytte en række teorier og analysestrategier til et sammensat perspektiv, hvor jeg inddrager de værktøjer, der er brug for i forbindelse med at besvare problemformuleringen. I det følgende vil jeg præsentere disse værktøjer.

Den overordnede tilgang til undersøgelsesfeltet er diskursanalysen. ”I en postmoderne verden bliver vi i tiltagende grad opmærksomme på, at de objekter, vi taler om, måske ikke er ”i verden”, men snarere er produkter af de synsvinkler, vi anlægger.” (Gergen (2006), p. 31). Dette socialkonstruktivistiske perspektiv er i tråd med diskursanalysen, som har rødder i ”[…] strukturalistisk og poststrukturalistisk sprogfilosofi, som hævder, at vores adgang til virkeligheden altid går gennem sproget.” (Jørgensen (2005), p. 17). Diskursanalysens formål netop at trænge ned i de synsvinkler ved at ”at kortlægge de processer, hvori vi kæmper om, hvordan tegnenes betydning skal fastlægges, og hvor nogle betydnings-fikseringer bliver så konventionaliserede, at vi opfatter dem som naturlige.” (Jørgensen (2005), p. 36).
Diskursanalyse som teori og metode

”Diskursanalysens formål er at afdække, hvilke myter om samfundet som objektiv realitet, der impliceres i tale og andre handlinger.” (Jørgensen (2005), p. 52).

En af udviklerne af diskursanalysen er den franske idehistoriker Michel Foucault. Hans overordnede niveau i forhold til diskursanalysen og forståelsen for samfundet i et socialkonstruktivistisk lys danner overlæggeren i specialets diskursanalytiske tilgang. Raffnsøe anfører, at Foucault i nogle af sine værker³benytter diskursanalytisk-lignende værktøjer, idet han ser på de sproglige udsagn. Foucault benytter disse værktøjer til at fremstille et billede på samtiden og ikke for at danne en teori. Raffnsøe mm. mener derfor ikke, at det er muligt at betragte diskursanalysen som ”[…] en almengyldig teori der kan omsættes i en universel metode.” (Raffnsøe (2008), p. 181). Ifølge Raffnsøe betragter Foucault historien som et niveau højere end diskursen. Jeg har derfor ikke valgt at benytte Foucaults værk direkte i analysesammenhæng, men hans tanker optræder i stedet som det idehistoriske grundlag for specialet.

Jeg vælger i stedet at inddrage Ernesto Laclau og Chantal Mouffes diskursteori, som kan tjene som metode til at undersøge, hvordan interviewpersonerne ”[…] skaber virkeligheden, så den bliver en objektiv og selvfølgelig omverden” for dem (Jørgensen (2005), p. 44). Jeg har valgt at inddrage diskursteorien, da jeg mener, at Laclau og Mouffes kombination af det sociale felt og betydningsdannelse er interessant i forhold til mit problemfelt. Ifølge Laclau og Mouffe skal det sociale felt anses for betydningsdannende, idet betydninger først tillægges sociale fænomener og fysiske objekter gennem sproget. Det vil sige, at de ferieoplevelser, som jeg taler med interviewpersonerne om tillægges betydning gennem italesættelsen. I forhold til diskursanalyse kunne det også være aktuelt at inddrage eksempelvis Norman Fairclough, som har forsynet den kritiske diskursanalyse med et detaljeret analyseapparat til tekstanalyse. Jeg har imidlertid valgt dette fra, da der i hans optik eksisterer samfundsmæssige fænomener uden lingvistisk-diskursiv karakter (Jørgensen (2005), p. 72), samt fordi hans forståelse af sociale konstruktioner i forhold til identitet og gruppedannelse er næsten uudtalt (Jørgensen (2005), p. 102). Jeg mener derfor ikke, at hans teori tilbyder mig den rette tilgang i forhold til problemfeltet.

Der har været meget kritik af diskursanalysen. En af de kritiske røster hævder blandt andet, at virkeligheden ifølge diskursanalysen ikke findes, når alt opfattes som diskurs. I forhold til diskursteorien kan dette imidlertid afvises, da den indeholder såvel et socialt og et fysisk niveau, ”[…] men vores adgang til denne virkelighed er altid formidlet af diskurser.” (Jørgensen (2005), p. 46-47). Individer pålægger med andre ord fysiske objekter betydning. Uden den menneskelige indblanding er objekterne betydningsløse.
Diskursivt

Laclau beskriver diskursivt som ”[…] den helhed af fænomener i og gennem hvilke den samfundsmæssige meningsproduktion finder sted, en helhed der konstituerer et samfund som sådant.” (Laclau (1980), p. 123). Laclau mener ikke, at man kan tale om noget ikke-diskursivt, da det diskursive ”[…] er en betingelse for al samfundsmæssig praksis) eller, mere præcist, at alt samfundsmæssigt konstituerer sig selv som sådant, for så vidt som det producerer mening.” (Laclau (1980), p. 123). Diskurser er derfor ifølge Laclau en forudsætning for alle sociale og samfundsmæssige forhold. Det er imidlertid ikke den objektive sandhed, jeg finder i diskurserne, for en sådan findes ikke. For at samle dette op kan man indtil videre konkludere, at diskurserne er relationer, der har påvirkning på samfund og individ. Diskurserne skal ikke forstås som udelukkende sprog, men kan analyseres ud fra sproglige handlinger. Diskurserne er samtidigt materielle: ”The linguistic and non-linguistic elements are not merely juxtaposed, but constitute a differential and structured system of positions – that is, a discourse. The differential positions include, therefore, a dispersion of very diverse material elements.” (Laclau (1985), p. 108). Turisten er ikke blot turist, fordi denne italesættes som sådan. Turisten konstitueres også som turist ved at være rejsende i andre omgivelser end de sædvanlige omgivelser, sovende på hoteller og bærende kamera. Det er med andre ord ikke blot lingvistiske forhold, at der gør turisten til turist.

Når turisten eksempelvis bliver en turist, sker dette ikke i et neutralt rum, men i stedet i et socialt felt domineret af magtrelationer. Diskurser udgør diskontinuerte praksisser, som kan udelukke, overse eller krydse over hinanden (Foucault (2001), p. 34). Disse praksisser skal jeg se nærmere på i forhold til interviewpersonernes italesættelser. Foucault mener, at der udspiller sig kampe i samfundet, som stiller spørgsmålstegn individets status (Heede (2000), p. 21). ”De kræver på den ene side retten til at være anderledes, det der gør individet egentligt individuelt, men angriber på den anden side alt det der adskiller individet fra andre, opsplitter samfundslivet, kaster individet tilbage på sig selv og på undertrykkende vis fastnagler det til sin identitet.” (Heede (2000), p. 22). Foucault beskriver magten som ”det navn, hvormed man betegner en kompliceret strategisk situation i et givent samfund” (Foucault (2001), p. 34), som ikke kan bestemmes af enkelt personer, institutioner, strukturer eller en bestemt kraft, men i stedet af relationer for eksempel forældre og børn eller medierne og turisten. Det er med andre ord forskellige diskurser, som er magtfulde, og som kæmper for at definere sandheden for individerne. Laclau og Mouffe opstiller begrebet antagonisme, som betegner kampene, der udspiller sig, når diskurserne støder sammen (Laclau (1980), p. 126).

Det, der styrer individet, og som kampene derfor udspiller sig imod, er viden og kunnen fra magtens agenter. Viden har ifølge Foucault ”[…] visse iboende strukturer, som enhver ”virkelighed” skal passes ind i for at gælde som genstand for denne erkendelse.” (Collin (2003), p. 82). Magten består i, at individet bliver knyttet til en identitet, der indeholder kriterier som love og regler, som individet dermed bliver nødsaget til at overholde. Individet bliver med andre ord pålagt at agere på en bestemt måde, fordi identiteten, som magten har nedlagt over individet, foreskriver det. ”Magten virker således på den særdeles snedige måde, at netop dér hvor individet tror sig i sit helle fra den – i det det søger at beskytte som sit allerhelligste: sit indre, selvet, sin enestående individualitet o.l. – dér er magten allermest virksom.” (Heede (2000), p. 25).

Magtens agenter er de, der udspreder viden og kunnen og kan eksempelvis være vidensproducenter, politifolk, eksperter men også kernefamilien. Magten udspilles i styrkeforholdene mellem både den ”magtfulde” og den ”magtesløse”, som er indskrevet i magtrelationerne. Det foregår imidlertid ikke på lige vilkår.

Kampene udspiller sig imod hverdagens praksisser såsom eksempelvis ferieplanlægning (Heede (2000), p. 22). De diskursive magtkampe er derfor væsentlige for at forstå, hvordan der konstitueres sandheder om turister, ferier og oplevelser. Imellem de mange magtfulde feriediskurser, der kæmper om at definere sandheden for individerne, er mit fokus på, hvilke magtens agenter, der har magt til at definere den ”gode” og ”rigtige” ferieoplevelse.
Individet i diskursanalysen

Foucault arbejder ikke med et subjektbegreb, men i stedet med begrebet kroppen. Han mener, at kroppen skal tillægges materiel betydning og ikke selvfølgelighed, liv og natur (Heede (2000), p. 18). Efter denne opfattelse kan individet ikke betragtes som et reflekterende subjekt. ”Kroppen opfattes hos Foucault som en næsten tom ramme, en overflade, hvor diverse historiske begivenheder bl.a. sprog og forestillingsmønstre indskriver sig, den er stedet for et opløst selv, der formidler en illusion om en substantiel enhed, og emne for evig disintegration.” (Heede (2000), p. 19). I diskursteorien er synet på individet, at det forsøger at skabe en helhed, som det tabte, da det som barn blev mere og mere adskilt fra primærforsørger. For at genskabe denne helhedsfølelse gør individet brug af diskurserne, men de er forskelligartede og modstridende og danner derfor ikke en hel identitet. Individet føler sig derfor splittet og opnår ikke den følelse, som den tilstræber. I stedet bliver individet overdetermineret, hvilket betyder, at det bliver mødt med mange forskellige roller, som det pålægges alt efter konteksten. ”De sociale agenter indeholder ikke bare et, men mange principper for ideologisk determination: De anråbes (interpelleres) som medlemmer af køn, familie, klasse, af nation, race eller som publikum etc., og de lever disse forskellige subjektiviteter, gennem hvilke de konstitueres, i en sammenhæng af gensidig afhængighed og påvirkning.” (Mouffe (1979), p. 24). Turisten overdetermineres også ved at blive pålagt forskellige roller i forbindelse med valget af ferie, og turisten efterlades i et spænd mellem alle disse diskurser. Som kollega kan turisten blive pålagt rollen som miljøbevidst, fordi viden og holdninger blandt kolleger pålægger turisten holdninger om at flytrafikken er skadelig for miljøet. I rollen som familiefar kan holdningen være den modsatte, fordi familien har et udtalt ønske om at bade i Middelhavet. Ifølge Jørgensen og Phillip vil individet altid befinde sig i denne klemme, hvor diskurserne er modstridende på grund af diskursernes kontingente karakter (Jørgensen (2005), p. 54). Mit fokus er med andre ord på, hvorvidt denne magtkamps ”klemme” på individet italesættes i interviewpersonernes diskurser.

Individet bliver ifølge diskursteorien imidlertid ikke blot pålagt en identitet igennem diskurserne. Grupper konstitueres gennem italesættelse, og eksisterer derfor ikke uden for diskurser. Det er dermed først, når en gruppe italesættes igennem en diskurs, at den konstitueres, og at individet kan blive en repræsentant for gruppen, men både gruppen og repræsentant er kontingente og kan derfor til enhver tid ændres (Jørgensen (2005), p. 58). Turisterne i bussen på vej til Harzen bliver først til en gruppe, når de italesættes som en og repræsentanter for gruppen opstår også først ved denne italesættelse. De er med andre ord ikke en gruppe på forhånd, da grupper ikke er en egentlig størrelse uden artikulationen ifølge diskursteorien.
Ækvivalenssystemer

For at forstå, hvordan disse forskellige diskurser dannes er det relevant at tage fat i begrebet ækvivalenssystemer. Ækvivalenssystemer betegnes som: ”Samling af fænomener der, for nogle aktører eller ideologier, antager samme værdi.” (Jensen (1997), p. 206). Ækvivalenssystemerne er vigtige i forhold til at forstå, hvordan nogle diskurser bliver lukket med en betydning, eller med andre ord hvordan sandheden skabes (Laclau (1985), p. 127).

Ækvivalens betyder, at elementer⁴ knyttes sammen i en fælles betydning i en diskurs. Det kan være elementerne solcreme, mavebælte og kamera, der i udgangspunktet er forskellige, men som tildeles en fælles betydning i forhold til nodalpunktet turist og dermed bliver til momenter⁵, som dog kan blive til elementer igen. Ækvivalenssystemet kan med andre ord benyttes til at synliggøre en diskurs omhandlende et bestemt emne. Ækvivalens fremhæver dermed en betydning ved begreberne og udelukker andre betydninger i det diskursive felt. ”If , through the chain of equivalence, all the differential objective determinations of its terms have been lost, then identity can only be given either by a positive determination underlying them all, or by their common reference to something external.” (Laclau (1985), p. 127). Ækvivalens findes ved, at elementerne har en fælles reference til nodalpunktet. ”We will call the privileged discursive points of this partial fixation, nodal points.” (Laclau (1985), p. 112) Nodalpunktet er et element, som har en højere status end de øvrige elementer, og derfor medvirker til at de omkringliggende tegn får en betydning. ”The practice of articulation therefore, consists in the construction of nodal points which partially fix meaning; and the partial character of this fixation proceeds from the openness of the social, a result, in its turn, of the constant overflowing of every discourse by the infinitude of the field of discursivity.” (Laclau (1985), p. 113). Man kan med andre ord sige, at nodalpunktet er det overordnede ”tema”, som diskursen handler om. Elementer har forskellige betydninger, men når de sættes i forbindelse med et nodalpunkt reduceres betydningerne. Når begreber som jagt, løver, trofæ sættes i forbindelse med nodalpunktet turist reduceres deres betydning til at dreje sig om eksempelvis ferieformen: storvildtsjagt. I tidligere samfund indgik jagt som et moment i en overlevelsesdiskurs om opfyldelse af basale behov fødevarer. Nu er begrebet jagt også blevet en del af turismediskursen i forhold til eksempelvis storvildtsjagt i den afrikanske bush. Lukningen af momentet jagt er dermed blevet omgjort, og begrebet er i stedet blevet et element. Der er dermed sket en diskursiv lukning, hvor diskursen bliver sandheden (Laclau (1985), p. 110). Jeg vil i dette tilfælde ikke sige, at jagt er blevet til et moment i turismediskursen, men i stedet er et element, da det også indgår i andre diskurser.

Supplerende metode

Diskursanalysen er med andre ord såvel en teori, men også den metode, hvorudfra jeg tilgåt specialet socialkonstruktivistisk. Det er relevant at udbygge diskursteorien med andre teorier, som nu præsenteres i en metodisk tilgang. Efterfølgende bliver de udfoldet i de respektive teoriafsnit.
Samfund

Som beskrivelse af samfundsforholdene har jeg valgt at inddrage et afsnit om det nutidige samfund⁶ for at klarlægge hvilke forhold, diskurserne i interviewpersonernes hverdag resulterer i. Dette er gjort ud fra det socialkonstruktivistiske syn, hvor elementer dannes, når de italesættes. Som nævnt i indledningen er turisme et begreb, der hænger sammen med industrialiseringen og det moderne nutidige samfund. Turisme er med andre ord blevet et udbredt begreb på grund af samfundsvilkårene. Det er derfor interessant at se nærmere på, hvad det er for vilkår, der kendetegner det nutidige samfund. På den måde kan jeg få et mere indgående kendskab til turismens forudsætninger.

Jeg har valgt at inddrage elementer fra Anthony Giddens teori om det senmoderne samfund i gennemgangen af det nutidige samfund. Til at supplere dette inddrages sociolog Ulrick Becks teori om risikosamfundet. Begreber som globalisering, risiko og teknologier vil blive bragt i spil, som væsentlige elementer i det nutidige samfund. Ud fra den socialkonstruktivistiske tanke er disse elementer resultatet af sociale konstruktioner og deres tilstedeværelse påvirker individet ageren og identitet. Såvel Giddens som Beck diskuterer de økonomiske faktorer i samfundet som interessante i forhold til udviklingen. Hvis jeg havde valgt at følge denne vej, kunne det have været interessant at se nærmere på et markedsføringsperspektiv ud fra eksempelvis Phillip Kotlers Marketing 3.0. I forbindelse med mit samarbejde med Visitnordjylland, som er en aktiv spiller i kampen om at vinde forbrugernes gunst på det kæmpestore turisme marked, kunne den markedsorienterede tilgang også have været interessant. Ifølge Phillip Kotler er samfundet på vej ind i en værdistyret epoke, hvor virksomheder skal kommunikere til og tilgodese kunderne som hele mennesker med tanker, hjerte og ånd. Denne synsvinkel kunne også have været interessant i forhold til emnet oplevelser, da det i høj grad handler om det hele menneske: emotionelt og refleksivt. Markedsføring fokuserer imidlertid på segmentering og inddeling af forbrugere i håndterbare kasser. Jeg vælger i stedet at tage det et niveau op i forhold til eksempelvis Marketing 3.0 eller segmentering, som blandt andet Henrik Dahls Minerva Model står som repræsentant for. Minerva Modellen er inspireret af Bourdieus model over rummet af sociale positioner, som indplacerer agenter i forhold rummet i til hinanden ud fra agenternes habitus (Bourdieu (1997), p. 22). I Minerva Modellen er fokus på kommunikative forhold ligesom i diskursanalysen. Jeg ser, at segmenttilgangen anvendes i vid udstrækning, og jeg mener også, at den tjener et formål i forhold til en begrænset, grovkornet tilgang til at forstå hvilke segmenter, der gør hvad. Jeg vælger imidlertid at tage indsigten i individets handlinger til et højere niveau, idet jeg mener, at individet pålægges mange forskellige roller alt efter hvilken kontekst og diskurs, det befinder sig i. Ud fra dette perspektiv forsyner segmenteringsmodeller mig ikke med en tilstrækkelig indsigt. Mit perspektiv er at finde ud af, hvordan individet tænker og konstituerer sin verden.

Individ

Efter en gennemgang af forholdene i det nutidige samfund, vil jeg se nærmere på, hvad der kendetegner det nutidige individ og dettes identitet som et socialt konstrueret element. Gergen og Giddens bliver også de store teoretikere i dette afsnit, da det skal ses som en fortsættelse af gennemgangen af samfundet. Formålet er at få et indblik i hvilke forhold, der medvirker til individets identitetsdannelse. Her er Giddens og Gergen ikke enige, da Giddens mener, at individet gennem refleksive bearbejdninger former sin identitet, og dermed har en fast kerne. Giddens teori skal derfor udelukkende betragtes som en form at forstå de samfundsstrukturer, som påvirker det nutidige individ. Gergen anvendes til forståelse af individets psykologiske struktur. Gergen mener, at individet bliver socialt beskudt så kraftigt fra alle sider, at det ikke er i stand til at forme en fast kerne, men i stedet fyldes med andres holdninger og meninger. Jeg mener, at de to teoretikere supplerer hinanden, da Giddens teori kan være med til at sætte ord og billeder på det samfund, som individerne lever i, og Gergen udbygger denne teori med at tage den et skridt videre mod en tilstand af multifreni, hvor individet pålægges et væld af krav, holdninger og meninger, som det ikke kan navigere i.

Efter gennemgangen af det nutidige individ vil jeg igen bære teorien op på et samfundsniveau i inddragelsen af oplevelsesøkonomien, der ligesom Kotlers Marketing 3.0 er en metode til at skabe kontakt mellem forbruger og udbyder. Jeg mener, at oplevelsesøkonomien kan være en spændende tilgang til nærværende speciale, da den indeholder en stor del af forbrugerinvolvering. Oplevelsesøkonomien er ligesom turisme et begreb, som er affødt af samfundets udvikling, hvor det mobile og velinformerede individ stiller større krav til sine oplevelser og omgivelser. I indledningen blev problematikken omkring det massive udbud af tilbud inddraget som en tendens i markedsføringen. Oplevelsesøkonomien inddrages som en måde, hvorpå udbydere kan skille sig ud fra mængden. Jeg vil benytte oplevelsesøkonomiens værktøjer i forbindelse udformning af modellen for, hvordan man diskursivt kan forstå individets syn på det gode liv.

Gennemgangen af væsentlige elementer i oplevelsesøkonomien vil teorien igen blive bragt på bruger niveau, idet jeg vil tage fat i oplevelsens psykologiske struktur i forhold til Christian Jantzen og Mikael Vetners model for oplevelsens biologiske niveauer (Jantzen (2007). Denne model bringes i spil for at give en overblik over, hvilke indflydelser oplevelser har på individet i forhold til dannelsen af social identitet. Jantzen og Vetner opdeler oplevelsen i såvel et emotionel som et refleksiv niveau. Det emotionelle niveau vil kort blive gennemgået, men fokus vil være på det refleksive niveau, da det er ud fra dette niveau at interviewpersonerne taler. Jeg har ikke mulighed for at vurdere de emotionelle forhold ved oplevelsen. I forbindelse med oplevelsesøkonomien har det emotionelle niveau imidlertid en stor bevågenhed, idet marketingguru Martin Lindstrom har kastet meget lys på dette felt. I Lindstroms optik handler marketing i høj grad om, hvad der i forbindelse med forbrug foregår på det neurovidenskabelige niveau i individet. Det er en interessant udvikling i forhold til det skred, der ellers var sket i humanvidenskaben mod fokus på socialkonstruktivistiske tilgange. Lindstrom tager en vinkel op på individet, som handler om, at udbydere ved at benytte de rette værktøjer kan styre individets handlinger i retning af deres produkter. Umiddelbart kan tilgangen virke som humanvidenskabens tilbagetog mod tider med mere naturvidenskabelige metoder til tilgangen til individet, hvor eksempelvis Pavlovs stimuli-respons teori havde sin storhedstid. Det kan måske ses som et udtryk for, at humanismen griber efter håndgribelige svar på sin søgen. Der har imidlertid også været et skred i naturvidenskaben imod en mild erkendelse af, at sociale faktorer kan have indvirkning på forskningens resultater. Min tilgang til feltet er, at det ikke er muligt at sætte to streger under resultaterne i det humanistiske område. Jeg mener ligesom mange andre socialkonstruktivister, at naturvidenskabens resultater ikke er et udtryk for en objektiv sandhed, men i stedet er resultat af de samfundsmæssige omstændigheder, der findes omkring forskningen (Collin (2003b)). Jeg vil derfor ikke inddrage Lindstroms betragtninger i specialet, men i stedet observere, at det er en alternativ tilgang til turismefeltet.

I forhold til specialets diskursive fokus er kvalitative interviews en oplagt empiriindsamlingsmetode, hvor jeg gennem samtaler får indblik i, hvorledes interviewpersonerne italesætter deres livsverden. Samtalen fungerer dermed som adgang til viden (Kvale (2003), p. 53). Interviewene foregik med udgangspunkt i en spørgeguide, men jeg fulgte samtalens kurs i stedet for spørgeguidens orden. På den måde fik interviewet mere karakter af samtale. Interview finder sted i en mellemmenneskelig kontekst, og hvad, interviewpersonerne siger, afhænger af denne kontekst. Den viden, der indsamles i interview, er med andre ord interrelationel, idet den er opstået i en samtale mellem interviewer og interviewede (Kvale (2003), p. 55). Formålet med interviewene er at få et indblik i, hvordan interviewpersonerne italesætter deres oplevelser og derudfra foretage en diskursanalyse, hvor kernen vil være hvorvidt, der viser sig diskursive elementer i interviewene, der indikerer, at det er acceptabelt at kategorisere ferieoplevelser som et element, der medvirker til det gode liv.

Såvel den teoretiske som den analytiske del vil lede frem til en model over, hvordan det er muligt at forstå det nutidige individ i en afsætningsøkonomisk kontekst såsom oplevelsesøkonomien. Det er interessant at se nærmere på, hvorvidt en socialkonstruktivistisk tilgang til individet og samfundet såsom den diskursanalytiske kan bidrage til et afsætningsøkonomisk formål, som ikke bare er anvendelig i forbindelse med casen med Visitnordjylland, men som også kan være egnet i forbindelse med andre afsætningsøkonomiske henseender. Modellen vil være funderet i teorierne i specialets første del. Derefter vil dens hovedærinde blive sat i forhold til virkeligheden i analysearbejdet i specialets anden del. Problemet for udbyderne er, at individet som sagt udsættes for synspunkter fra både ønskede og uønskede kanter. Hvis individet tager alle disse ind, bliver det overforsynet med et hav af holdninger og præferencer. Udbydernes budskab kan derfor nemt drukne i dette hav. Modellen skal ses som en navigatør til, hvordan det er muligt at danne en diskursiv verden i det oprørte hav.

Det nutidige samfunds karakteristika

”Vi lærer ikke virkeligheden at kende ved at opfatte den, som den er, men som et resultat af de forskelligheder, der er skabt i den daglige praksis.” (Giddens (1996), p. 57)

En af de termer der oftest benyttes, når der tales om det nutidige samfund er globalisering, som er et vidtrækkende fænomen, der på samme tid samler og skiller verden og gør verden både større og mindre.

Globaliseringen er kendetegnet ved en helt ny tilgængelighed til informationer og kommunikation. Og det strækker sig ud over tid og rum (Giddens (1996), p. 34). Individet kan sidde hjemme i sin stue i Danmark og se på livebilleder af en bountystrand på den anden side af jorden, mens det drømmer sig derned. Og man kan så nemt som ingenting ringe til den anden side af jorden og bestille sin ferierejse dertil. Forbindelsen mellem individerne er dermed blevet mere tilgængelig, og australieren kan føles lige så tæt på som naboen bag ligusterhækken i villakvarteret i Danmark. Globaliseringen kan derfor ses som havende en samlende funktion og er med til at gøre verden mindre i afstand. Men i og med at der er kommet uanede muligheder for at komme ud og opleve verden, kan den opleves som større, fordi mulighederne er større.

Et karaktertræk ved det moderne samfund er ifølge Giddens, at det har forenende træk (Giddens (1996), p. 40). Han mener, at den øgede informationsmængde har betydet, at der opstår situationer ”…hvor menneskeheden i visse henseender bliver til et ”vi”, der står overfor problemer og muligheder, hvor der ikke findes nogen anden”. (Giddens (1996), p. 40). Man kan med andre ord sige, at det nutidige samfunds vilkår skaber sammenhænge mellem individer, som før ikke havde mulighed for at være sociale. Individer kan sidde på hver sin side af jordkloden og alligevel se og høre hinanden. Også Gergen pointerer denne forening af individer. Han mener, at teknologien ”[…] oversvømmer os og skaber større nærhed mellem mennesker på jorden og større indbyrdes afhængighed end nogensinde før.” (Gergen (2005), p. 22). Det er dog ikke udelukkende positive ting, der bringer individer tættere i dette ”vi”. Samfundet er ifølge Beck karakteriseret ved en række risici, som gør tilværelsen usikker for individet (Beck (2001), p. 46). Det bevirker blandt andet, at individer samles mod disse risici. Gergen mener, at informationsstrømmen bevirker, at individet har mere fokus på samhørighed og vigtigheden af et godt miljø, en god verdensøkonomi og gensidige relationer (Gergen (2006), p. 15).

Modsat giver tilgængeligheden til medierne individet mulighed for at se andre mennesker, som absolut ikke har det på samme måde som vedkommende selv. Katastrofer og krige bliver fulgt på nærmeste hold på tv, men det giver samtidig et indblik i, at der findes mange mennesker, som har det meget anderledes end en selv. Det, mener jeg, kan ses som en adskillelse. Gergen mener, at der med teknologierne er risiko for, at individet lægger afstand til dem, der ikke agerer på samme måde som en selv ved, at der dannes ”[…] selvretfærdige øer i et hav af antagonismer”. (Gergen (2006), p. 15). I forhold til turisme kan det betyde, at individet føler et socialt fællesskab med de, der ligesom individet tager på golfferie, mens det tager afstand til de, der tager på storvildtsjagt i den afrikanske bush.
Risiko

Det andet karakteristika ved det nutidige samfund er risiko. Mængden af risiko er ligesom med informationerne vokset i takt med, at samfundet har ændret sig fra, hvad blandt andre Giddens betegner som præmoderne samfund til det nutidige samfund (Giddens (2001), p. 27). Risiko er med andre ord blevet noget, individet skal forholde sig til grundet det nutidige samfunds vilkår. Globaliseringen har betydet en voldsom eksponering for risiko, som mennesket udsættes for. Beck refererer til, at risici har en iboende globaliseringstendens (Beck (2001), p. 50). Det vil sige at i takt med, at samfundet udvikles, bliver risici universale, og deres egentlige oprindelse er uden betydning. Den øgede informationsmængde, som er et resultat af globaliseringen, er medvirkende til, at individet får så stort kendskab til de mange risici, der omgiver individet.

Giddens mener, at individet i dag erstatter tidligere tiders forestillinger om held, skæbne eller gudernes vilje med risikobegrebet (Giddens (2001), p. 27). Han mener imidlertid ikke, at de andre begreber er helt forsvundet fra billedet, men at de efter hans mening er i individets ”stille sind”, da det ikke er stolt af dem. De kommer til udtryk som overtro, der benyttes til at bekræfte beslutninger truffet på baggrund af rationelle overvejelser.
For turisten kan risici siges at være meget nærværende. Mange turister vil gerne rejse ud i verden, men bliver gennem medierne hele tiden gjort opmærksom på de mange risici, der findes derude i den verden, som turisten gerne vil udforske. Uanset om det er daseferie på Grand Canarie eller back-pack rejse i østen, så er der risiko forbundet med at bevæge sig ud i verden, op i et fly, sætte sig ind i et tog, opholde sig ved populære turistmål. Individet skal derfor risikovurdere, inden det tager en beslutning om at rejse ud. I det præmoderne samfund havde mennesket ikke de samme muligheder for at rejse ud, som det nutidige individ har. Tidsperspektivet var et ganske andet. Uden moderne transportmidler såsom biler, tog og fly var bare en kort rejse meget besværlig. Det var derfor ikke muligt på samme måde. Derudover var der ikke den samme slags risici forbundet med at rejse ud i det præmoderne samfund som nu. Typen af risici har ændret karakter. Turisten er nu nødsaget til at inddrage trusler om terrorbomber i metroen eller ved Eiffeltårnet i sine betragtninger på en eller anden måde. Giddens betegner denne type risici som fabrikeret risiko (Giddens (2001), p. 29), som adskiller sig fra ydre risiko. Den fabrikerede risiko er kendetegnet ved at ”være skabt af selve vores voksende videns indvirkning på verden” (Giddens (2001), p. 29). Den fabrikerede risiko er primært kendetegnet ved at være udtryk for den risiko, der kommer af forandringer, som individet ikke har forudgående kendskab til at håndtere. Det kan være naturkatastrofer, som skyldes industrialiseringens indvirkning på naturen eller forandringer i traditionelle institutioner såsom ægteskab. Når forholdene ændrer sig i forhold til traditionen, opstår de fabrikerede risici. Den fabrikerede risiko skal derfor ses som et direkte resultat af globaliseringen og er noget, som turisten skal forholde sig til. Klimaforholdene er ændrede i forhold til det præmoderne samfund, hvilket har afstedkommet, at naturkatastrofer er en mere hyppig faktor nu end nogensinde før. Men også den mere konkrete menneskeskabte trussel er nærværende. Turisten skal forholde sig til terrorrisiko i lufthavne, ved nationale monumenter og mange andre steder. Disse risici kan også ses som et resultat af globaliseringen. Det er i princippet ikke noget, som turisten har med at gøre, men det har ikke desto mindre indflydelse på turistens verden.

Beck mener, at individets konfrontationer med risici gennem den voldsomme informationsmængde er ensbetydende med, at individet må leve en tilværelse, hvor det hele tiden tager højde for disse risici. (Beck (2001), p. 46) At risikovurdere er blevet et vilkår for den nutidige turist. Og er en vigtig faktor i forhold til fremtiden. Risikovurdering må derfor være en del af turistens overvejelser, når denne forsøger at nå frem til en konklusion om feriemålet. Ifølge Beck er risikovurdering individets måde at forberede sig på og muligvis foregribe eventuelle risici fremtiden ”Grundlæggende drejer risici sig altså om foregribelsen af skader, som endnu ikke et sket, men som truer og for så vidt allerede i dag er reale.” (Beck (2001), p. 46) og i den henseende også i forbindelse med turistens valg af ferie.

Turistens overvejelser om feriemål er ifølge denne optik altså ikke kun et spørgsmål om at drømme sig væk til lækre strande eller spændende klippevægge og derefter klikke på ”Køb”. Det er også et fokus på de negative ting, der kan være forbundet med ferien. Hvis dette er korrekt, må turistens overvejelser derfor også være forbundet med at se fremtidens projicerede farer (Beck (2001), p. 46) i øjnene og vurdere, hvorvidt det kan accepteres. Giddens mener, at forsikring er et af menneskets redskaber til at overskue risici.
Risiko har både positive og negative indvirkninger på det nutidige samfund og på individet deri. Ifølge Giddens betyder indholdet af risici en dynamik i samfundet, der bevirker, at nyskabelser ser dagens lys. (Giddens (2001), p. 37) Risiko er altså medvirkende til, at samfundet og individet er i konstant forandring.

Ifølge Giddens kan fare og risiko også ses som en motivationsfaktor. ”At acceptere risiko er også en del af spænding og eventyr – tænk bare på den fornøjelse nogle mennesker får af risiciene ved spil, fart, seksuel eventyrlyst eller rutschebanen i en forlystelsespark.” (Giddens (2001), p. 27). Risiko kan også være en faktor, som virker positivt på nogle turister. Det kan være tilfældet, at nogle individer ligefrem opsøger risiko, fordi de håber, at det kan give dem en god oplevelse som eksempelvis bjergbestigning eller dykning. I forhold til tidligere antagelse om, at individet må overveje og beslutte, hvorvidt det kan acceptere fremtidens projekterede farer eller de fabrikerede risici, fordi det kan være farligt, kan det også tænkes at vende omvendt i nogle tilfælde: at turisten vurderer, hvorvidt faremomentet er tilstrækkeligt.

Et tredje kendetegn ved det moderne samfund er en massiv strømning af viden og informationer, som griber ind i individets liv, en social beskydning. En mængde nye kommunikationsformer, som ikke fandtes i de præmoderne kulturer, har betydet en voldsom forøgelse af den erfaring, der findes i samfundet, og som individet modtager. Individet får informationer fra den anden side af jorden ligeså nemt, som det får informationer fra naboen.

Mange af informationerne om verden omkring får individet fra medierne, som på en og samme tid afspejler virkelighedens verden, men også er med til at forme virkelighedens begivenheder (Giddens (1996), p. 40). Medierne er med andre ord med til at sætte dagsordenen for informationsstrømmen. Medierne er dermed en af de magthavere, som, Foucault mener, styrer individet imod en identitet, som indeholder regler og love. For turisten betyder det, at den får informationer om verden, som medierne har udvalgt. I mange tilfælde har medierne meget stor fokus på kriser. Det kan betyde, at problemerne bliver blæst ud af proportioner, fordi det sælger bedre. Det kan på sin vis opfattes som en beroligende faktor, da turisten måske kan overbevise sig selv om, at det ikke står så galt til, som medierne gør det til. Det rummer imidlertid et element at usikkerhed, idet det kan være en projiceret fare. Gergen kalder denne tilstand for teknoforvirring, som er resultat af den sociale mætning. Den sociale mætning betyder, at der i samfundet eksisterer et overvældendende antal diskurser, som peger i mange forskellige retninger, og som alle befolker selvet. De stammer fra tv, aviser, venner, sociale medier, kolleger og mange andre steder (Gergen (2006), p. 73).
Gergen mener imidlertid, at der i kulturen er ved at ske et modtræk til teknoforvirringen. Han konstaterer, at der er en ”voksende nostalgi efter et liv uden for teknologiens og den sociale mætnings sfærer.” (Gergen (2006), p. 17). Ifølge Gergen er det dog meget vanskeligt at kæmpe imod den sociale mætning, da det er en fundamental del af den modernistiske opdragelse. Men han mener, at der er tydelige tegn i samfundet på, at det ændrer sig i retningen af en afstandstagen til teknoforvirringen. Det kan være interessant at se nærmere på dette i forhold til turistens valg af ferier. Hvis dette er tilfældet, kan det sandsynligvis betyde, at turisten forsøger at undvige de mange sociale beskydninger, når denne holde ferie, hvis ferien ses muligheden for at komme væk fra hverdagen. Det er også interessant i forhold til begrebet om det gode liv, som før er omtalt. For hvis turistens ferieoplevelse er et forsøg på at nå det gode liv, kan det betyde, at teknologiske elementer ikke er en del af det gode liv.

Det nutidige individs karakteristika

”Ethvert selv rummer en mangfoldighed af andre, der synger forskellige melodier og forskellige strofer med forskellige rytmer. Og disse mange stemmer er ikke nødvendigvis i samklang.” (Gergen (2006), p. 107)
Det nutidige samfund er ifølge Gergen kendetegnet ved social mætning, som resulterer i en belejring af selvet og teknoforvirring. Gergen mener, at den sociale mætning betyder dybtgående sociale forandringer, som resulterer i en udviskning af det individuelle selv (Gergen (2006), p. 73). ”For efterhånden som nye og væsensforskellige stemmer kommer til i vores tilværelse, så bliver det i tiltagende grad vanskeligt at opnå en bindende identitet.” (Gergen (2006), p. 96).

Årsagen til det er, at den sociale mætning, som individet udsættes for gennem blandt andet medier og teknologien, giver individet mulighed for selvmangfoldiggørelse, hvor det kan være til stede mange steder på en gang. Individet kan indgå i relationer på tværs af tid og rum og på tværs af teknologiske grænser. Individet kan altså have relationer med personer, som de aldrig ville møde, men som de føler en tilknytning til via medierne. Det gør sig eksempelvis gældende for tv-personligheder.

De mange diskurser, som individet indskrives i, betyder ifølge Gergen, at individet oplever en befolkning af selvet, hvor det rummer alle de indtryk, som det tager til sig gennem den sociale mætning og selvmangfoldiggørelser (Gergen (2006), p. 74). Det betyder: ”[…] en erhvervelse af mangfoldige og væsensforskellige livspotentialer.” (Gergen (2006), p. 92). I forhold til turisten bruger nogle rejsebureauer kendte mennesker, som henvender sig ”direkte” – gennem skærmen – til tv-seeren for at fortælle om de fantastiske elementer ved at rejse. Et eksempel på dette er Star Tour, der benytter skuespilleren Mads Mikkelsen, som henvender sig til tv-seeren og fortæller om, hvordan livet går hurtigt, og at ferien er ”dage du aldrig glemmer”. I reklamen forsøger Star Tour at danne en relation mellem skuespilleren og seeren, hvor skuespillerens ord skal gøre indtryk på seeren og få denne til at bestille en rejse. Hvis seeren tager reklamens – og skuespillerens ord – til sig, er der dannet en relation, hvor Star Tour og skuespillerens ord befolker selvet. Turisten modtager med andre ord en række informationer fra forskellige diskurser i forbindelse med beslutningen om en ferieoplevelse. For udover tv-reklamerne modtager turisten også informationer fra aviser, sociale medier, venner og meget mere. Disse mange informationer kan give indre konflikter hos individet, da de peger i forskellige retninger. Det gør det vanskeligt for individet at gå den ene vej frem for den anden. For alle diskurserne indeholder skjulte potentialer, som turisten kan vælge af udnytte (Gergen (2006), p. 97). Det har indflydelse på det individuelle selv.

Et andet aspekt ved multifreni er øget utilstrækkelighed, som er kendetegnet ved ”[…] en nagende selv-tvivl, en snigende følelse af utilstrækkelighed, der kvæler vores aktiviteter under en trykkende oplevelse af truende tomhed”. (Gergen (2006), p. 99). Den øgede utilstrækkelighed kommer med, at individet befolkes af andre og dermed også med andres holdninger og værdier. Individet bliver derfor også konfronteret med og indoptager, hvad andre mener, er passende eller upassende. Ikke bare fra venner og familie, men også fra tv-personligheder, aviser, forskning og meget mere. Problemet med de mange værdier og holdninger er, at den ene kan gøre den anden umulig. Turisten bliver bombarderet med informationer om, at flytrafikken er ødelæggende for miljøet, og at terrorisme truer ved ferieattraktioner samtidig med, at Mads Mikkelsen bedyrer i reklamen, at ferie er ”de dage, man aldrig glemmer”, og at det er dem, der er værd at leve efter. Det resulterer i en skyldbevidsthed hos individet.

Det tredje aspekt ved multifreni er rationaliteten på tilbagetog, som betyder, at individets identitet skal ligge indenfor en bestemt arena for, at det kan handle rationelt i forskellige situationer. Det betyder, at hvis ikke holdningen ”flyrejser er miljøskadelige” er inkorporeret hos turisten, så er det ikke et element, som den tager med i betragtningerne. Det kan skyldes, at individet ikke har plejet omgang med andre, der har den holdning og har dermed ikke indtaget denne holdning fra andre. Men efterhånden, som individet inkorporeres mere og mere af den sociale mætning, bliver også flere og flere informationer pålagt individet. Det resulterer i en ”[…] trussel mod gyldigheden af hver enkelt relationstilknyttede rationalitet.” (Gergen (2006), p. 101). Det afhænger altså af, hvilke sociale relationer individet indgår i, hvilke holdninger det har. Individet har derfor forskellige rationaler alt efter, hvem det indgår i relationer med på det pågældende tidspunkt. Flyrejser kan derfor være utænkelige, når individet taler med den miljøbevidste kollega, men ønskelige når der tales med ægtefællen. Individet er derfor nødt til at bære rundt på ”[…] en mangfoldighed af forventninger, værdier og anskuelser med hensyn til, hvad der er den ”indlysende løsning”.” (Gergen (2006), p. 102). Gergen mener derfor, at et kendetegn ved det nutidige samfund er, at det er umuligt for individet at have et rationelt, sammenhængende synspunkt (Gergen (2006), p. 103). Det betyder, at det er svært for turisten at foretage et valg i forhold til den næste rejse. Præferencen vil afhænge af, hvilke potentialer individet inkorporerer af fra andre for det er ikke i stand til at træffe et rationelt valg.

Resultatet af mulitifreni er, at individet ifølge Gergen ikke har en konkret jeg-identitet, men i stedet befolkes af andre og dermed rammes af selvtvivl og skyldbevidsthed. Individet er ikke i stand til at have rationelle, sammenhængende synspunkter. ”Disse relationer trækker os i utallige forskellige retninger og indbyder os til at spille så mange roller, at selve begrebet om et ”autentisk selv” med erkendelige karakteristika fortoner sig. Det fuldt mættede selv er intet selv overhovedet.” (Gergen (2006), p. 30)

Som beskrevet i forrige afsnit er risiko et kendetegn ved det moderne samfund, og at individet på grund af den øgede informationsmængde indskrives i mange diskurser om denne risiko. ”Mennesker er kraftigt influeret af formidlet erfaring, og det betyder, sammen med den kalkulerende kapacitet, som menneskelige agenter besidder, at ethvert menneskeligt individ (principielt) kan blive overvældet af angst for de risici, der er forbundet med selve det at leve.” (Giddens (1996), p. 54). Ifølge Giddens er ontologisk sikkerhed et væsentlig aspekt ved det nutidige individs identitet. Individet konfronteres konstant med risici, som det blev beskrevet i kapitlet om det nutidige samfund. Det er derfor vigtigt, at der ”[…] kan skabes en ”tro” på hverdagslivets sammenhæng ved at give symbolske fortolkninger af eksistentielle spørgsmål.” (Giddens (1996), p. 52). Han mener, at denne tro skabes gennem en emotionel, ubevidst forpligtigelse, som kunne være tillid, håb og mod. Den ontologiske sikkerhed udspringer af spædbarnets forbindelser til omsorgspersoner. Der bliver dannet et beskyttende hylster, men dette hylster perforeres, når individet møder farer. Individet vil imidlertid igen opleve følelsen af ”relativ usårlighed” ved hjælp af vaner efterfølgende (Giddens (1996), p. 55). Det er interessant at tænke den ontologiske sikkerhed i forhold til turisten. Man kunne forestille sig, at når turisten risikovurderer et rejsemål, har det betydning, om den tidligere har oplevet et sted som værende trygt og sikkert, eller om personer, som turisten har tillid til, har oplevet at stedet er trygt og sikkert. Mediernes fremstilling kan imidlertid forstilles at være den faktor, som kan perforere ”tryghedsboblen”. Hvis dette er tilfældet, kan mediernes risikodiskurs ses som en magtudfoldelse overfor individets subjektivitet. Mediernes italesættelser af risikoerne fastholder individet i en identitet, hvor angst er den afgørende element. De bliver imidlertid også bombarderet med info andre steder fra, hvilket kan ses som en overdetermination af individet.

Da risiko er et element, som turisten er nødt til at forholde sig til, er det væsentligt at se på, hvilke diskurser om ferieoplevelser og risiko, der italesættes som sande af individet, da det kan have indflydelse på individets valg af ferieoplevelser.

Oplevelsesøkonomi

”Oplevelser danner erfaring, men opstår i bruddet med de dannede erfaringer. De sætter identiteten på spil, udfordrer den etablerede selvforståelse, udspiller den personlige og sociale identitet mod hinanden, og tvinger den oplevende til en vanskelig balancegang mellem private lyster (motivationer) og anstændighed (normativitet).” (Jantzen (2007b), p. 52)